Katrinebjerg logo
Nummer 5, maj 2008
 
 
 

Bag duggede ruder

Af Peter F. Gammelby

Verdenspremiere på dynamisk transparente vinduer hos Salling i Århus.

 

Stormagasinet Salling afprøver sammen med Center for Avanceret Visualisering og Interaktion (CAVI) på Aarhus Universitet i de kommende tre uger en verdensnyhed inden for markedsføring – nemlig dynamisk transparente vinduer, som er vinduer, der kan skifte mellem at være gennemsigtige og ugennemsigtige.
Nu tænker De nok, at det da ikke er nogen verdensnyhed. Men der tager De fejl. Disse vinduer er overhovedet ikke at sammenligne med køkkenvinduet derhjemme eller bilens forrude om vinteren. Ruderne er forsynet med et højteknologisk system, som gør, at de som udgangspunkt er matte og kun bliver gennemsigtige, når man står foran dem – og kun dér, hvor man står. Jo tættere, man står på ruden, jo større bliver det gennemsigtige ”hul”.

 

Hullet følger med
Og hvis man går langs med ruderne, følger gennemsigtigheden med, så at sige. Det svarer til at kigge gennem et hul i et plankeværk og så opleve, at hullet følger med én, når man går langs hegnet. De forbipasserende på Strøget i Århus kan dermed kun se en del af B&O-udstillingen bag ruden, med mindre de går helt tæt på, går langs ruden, eller hvis flere stiller sig op ved ruden på én gang. Rent teknisk sker det ved at forsyne ruderne med smalle lameller af elektrokromatisk folie, som skifter fra mat til gennemsigtig, når en elektrisk strøm løber gennem det.
Og det gør der, når en computer via et kamera over ruden registrerer, at der står eller går nogen foran ruden.
Teknologien med elektrokromatisk folie er i forvejen kendt fra bl.a. mødelokaler, hvor man med et tryk på en knap kan sløre glasvæggene, så ingen kan kigge ind – eller regulere, hvor meget lys der slippes ind.
Men ifølge en af de tre opfindere, Ph.d.-studerende Peter Dalsgaard fra CAVI, er det første gang, princippet bruges på denne måde.
De to andre opfindere er CAVI’s leder, prof. Kim Halskov, og afdelingsleder Morten Lervig fra CAVI.

 

Oplagt reklamemedie
Og den er oplagt til på en ny måde at tiltrække kunder eller besøgende og dermed skabe opmærksomhed om et produkt eller de udstillede genstande – det være sig i butiksfacader, in-store forretningskoncepter, på museer eller salgsmesser. Salling-modellen er nemlig kun én af mulighederne. Teknologien gør det nemlig muligt at projicere billeder eller film op på de dele, der ikke er gennemsigtige. Man kan f.eks. projicere reklamer eller levende billeder af et vandfald op på en glasvæg, hvorved tilskueren vil opleve, at vandet som et tæppe glider til side, når man nærmer sig, og derved afslører, hvad der gennem sig bag ruden. Eller man kan lade en lille animation – f.eks. en tegneseriefigur – løbe langs ruden ved siden af forbipasserende fodgængere. Fire meter af Sallings udstillingsvinduer ud mod Strøget er forsynet med lamellerne.

 

Det aktuelle forsøg demonstreres på en video på CAVI’s hjemmeside. Se videoen her (den øverste video).

… og nogle af de øvrige muligheder i systemet demonstreres her.

De dynamisk transparente vinduer kan ses i funktion hos Salling i Århus - og som
prototype på bl.a. Youtube. Links til videoerne findes nederst i artiklen.

IT-byen Katrinebjerg, Åbogade 34, 8200 Århus N, tlf 8942 5758, fax 8942 5750, e-mail info@katrinebjerg.net