Katrinebjerg logo
Nummer 7, juli 2008
 
 
 

Der bliver sat pris på de digitale medie-talenter

Af Jesper Stubkær

Hvad skal man gøre for at vinde 20.000? Svaret er tilsyneladende, at man skal hedde Søren, være under 27 år gammel samt have en god forståelse for, hvordan man udnytter det potentiale, der ligger i de digitale medier.

 

I hvert fald hed begge vindere af hovedpriserne Søren til fornavn, da finalen i det første Danmarksmesterskab i Digitale Medier for kunstnere under 27 (DMDM) blev afholdt den 19. juni i Århus Musikhus’ Rytmiske Sal.

I alt fem talentfulde kunstnere havde fundet vej gennem nåleøjet til finalen, og alle kunne gå hjem fra arrangementet i Århus Musikhus med rosende ord og penge på lommen.

Konkurrencen, som var arrangeret af netværket TEKNE, skulle egentlig afholdes inden for kategorierne ”relationer”, ”fortællinger” og ”flader”, og juryen, der bl.a. bestod af den anerkendte filmproducer Vibeke Windeløw og netværksleder fra TEKNE, Anne Sophie Witzke, havde på forhånd udlovet 20.000 kr. til vinderne af de enkelte kategorier.

Men inden det første af de fem finale-værk blev præsenteret, gjorde DMDM’s formand, filmproduceren Vibeke Windeløw, det klart, at årets finalefelt havde udvist så stor bredde og professionalisme, at juryen havde besluttet at belønne dem alle med en kontant præmie. Derved blev der ikke udpeget en endegyldig vinder af kategorien ”relationer”, og de fem håbefulde kunstnere dystede nu i stedet om to førstepræmier à 20.000 kr. og tre kontante anerkendelser à 5.000 kr.

De to førstepræmier gik således til Søren Bendt Pedersen og Søren Lyngsø Knudsen, mens Tobias Ebsen, Julian Juhlin og Jonas R. Kirkegaard hver fik 5.000 kr.

 

”HUM” og ”Graphx” slog tonen an

Den 25-årige Søren Bendt Pedersens bidrag ”HUM” vandt kategorien ”fortællinger”. ”HUM” er en otte minutter lang animationsfilm, som handler om en ensom robot, der er blevet forladt i et gammelt værktøjsskur. Dens hoved er udformet som en gammeldags grammofonpladespiller, og den forsøger nu at få liv i sin gamle ven, højttaleranlægget. Juryen havde følgende begrundelse for valget af ”HUM” som vinder:

”Søren Bendt Pedersen kan fortælle en historie. Han kan den svære kunst at afstemme de midler og den tid, han har til rådighed, og skabe et lille helstøbt værk. Han mestrer sin teknik, men hvad der er endnu vigtigere, han formår at skabe figurer, som er rørende uden at være sentimentale. At fortælle en historie med en kasse skræmte glødelamper, en lidt stiv pladespiller med plirrende øjne og en gammel forstærker og få os alle til at grine og glædes – det er dygtighed og talent.”

Søren Lyngsø Knudsen (alias Vectral) på 24 år vandt med programmet ”Graphx” i kategorien ”flader”. Her er, hvad juryen sagde om Vectral:

”Vectral har elektronisk musik i blodet. Han favner de særlige muligheder i digital lyd og skaber musik med hårdtslående komplekse rytmer kombineret med raffinerede klangflader og søgende harmonier. I sin søgen efter at skabe direkte relationer mellem lyd og billeder har Vectral udviklet computerprogrammet Graphx til at omsætte lyd til levende billeder i en live koncertsituation. Billedsiden bygger på en række matematiske processer og er beregnet til at oversætte netop Vectrals musikalske udtryk til billeder. Musikken smelter samme med de computergenererede billeder og danner en velintegreret kunstnerisk helhed. I hans omfattende produktion hænger lyd og billeder direkte og umiddelbart sammen i et stilrent udtryk, som er velpoleret, helstøbt og stemningsskabende.”

 

Århus forgangsby inden for digital kunst
De tre resterende deltagere, Tobias Ebsen, Julian Juhlin og Jonas R. Kirkegaard, indkasserede hver en check på 5.000 kr., men fik udover den kontante præmie også en masse rosende ord med i bagagen.

Bl.a. lagde én af arrangementets hovedtalere, Kulturrådmand i Århus Kommune, Flemming Knudsen, ikke skjul på sin begejstring for de indsendte bidrag.
- Digital kunst ligger mig meget på sinde, og jeg er glad for, at Århus er på forkant - også på det område, fortalte kulturrådmanden, inden han på vegne af Kulturforvaltningen slog fast, at digitale medier og digital kunst er blandt de helt store indsatsområder i 2008-2011.

Årsagen til det skal ifølge Flemming Knudsen findes i de digitale mediers store potentiale. Bl.a. gjorde han det klart for de tilstedeværende, at digitale medier skaber nye koblinger i den traditionelle kunst og giver nye muligheder for interaktion på tværs af de traditionelle udtryksformer. Af den grund sluttede han også sin tale af med at rose arrangørerne og juryen for, hvad han kaldte ”et særdeles spændende initiativ”, som han var glad og stolt af at være en del af.

Ikke overraskende kaldte juryens formand, Vibeke Windeløw, osgå DMDM et godt og spændende initiativ. Ligesom kulturrådmanden var hun af den opfattelse, at det spændende ved digitale medier er, at de opererer inden for og på tværs af de etablerede udtryksformer.

- Mit indtryk er faktisk, at Århus er landets førende inden for digitale medier – også mere end København, hvor jeg normalt arbejder, lød det fra Vibeke Windeløw, der som producer på Lars von Triers Oscar-nominerede storfilm fra 1996, Breaking the Waves, selv har været vidne til, hvordan digitale medier kan sætte sit aftryk på filmkunsten.

 

Glade og stolte vindere
Søren Bendt Pedersen, der netop vandt på baggrund af sine færdigheder inden for kunsten at lave film, var efter præmieoverrækkelsen både glad og stolt over sin nyerhvervede titel som danmarksmester i digitale medier.

- Det er jo helt fantastisk. Det er superfedt, at der bliver skabt et fokus på digitale medier. Det er bare superfedt, at jeg har lavet en film, som folk gider at se. Jeg kunne dog godt tænke mig at lave større projekter en dag, lød det fra den glade vinder, der er uddannet på Animationsskolen i Viborg og til dagligt arbejder med animationsfilm i London.

Vectral aka. Søren Lyngsø Knudsen, der studerer på Det Jyske Musikkonservatoriums elektroniske linje, havde også svært ved at få armene ned. Han glædede sig især over, at han nu får tid til at lave det, han allerhelst vil.

- Præmien betyder, at jeg får mere tid på at udvikle videre på programmet og lave mine egne ting og koncentrere mig mere om det, fortalte den unge musiker, der havde brugt omkring to år på at udvikle idéen og konceptet bag vinderbidraget ”Graphx”.

Og netop tid, lyst og talent er centrale begreber i udviklingen af digital kunst og medier. og med afholdelsen af DMDM håber juryen bag arrangementet at have givet de unge prismodtagere et skub i den rigtige retning samt lysten til at arbejde videre med deres respektive projekter. Ifølge jurymedlem og netsværksleder fra TEKNE, Anne Sophie Witzke, er det i hvert fald ambitionen, at DMDM bliver en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor unge mennesker fra hele landet får mulighed for at vise det potentiale, som de digitale medier indeholder.

De fem vindere, fra venstre Søren Lyngsø Knudsen, Jonas R. Kirkegaard, Tobias Ebsen, Søren Bendt Pedersen og Julian Juhlin.


Juryens formand, filmproduceren Vibeke Windeløw, guidede med sikker hånd tilskuerne gennem arrangementet.


Juryens medlemmer
· Vibeke Windeløv, filmproducent (formand)
· Søren Pold, lektor, Center for Digital Æstetik-forskning, Aarhus Universitet
· Wayne Siegel, professor, Dansk Institut for Elektronisk Musik, Det Jyske Musikkonservatorium
· Morten Lervig, afdelingschef, Center for Avanceret Visualisering og Interaktion, Aarhus Universitet
· Anne Sophie Witzke, netværksleder, TEKNE – netværk for digital kunst og oplevelser, Alexandra Instituttet


Vurderingskriterier
· Kunstnerisk kvalitet
· Nyskabelse og originalitet
· Sammenhæng mellem teknologi og indhold
Vinderne af checken på 5.000 kr.
· ”Running Sculpture” af Tobias Ebsen (26 år): Interaktivt software, der blev brugt i danseforstillingen Running Sculpture. Selve forestillingen blev vist på Musikhusets facade i forbindelse med medieprojektet Århus by Light.
· ”Indbakke” af Julian Juhlin (20 år): En videoinstallation af uredigerede SMS-beskeder fra kunstnerens indbakke på mobiltelefonen.
· ”Tefernol-D Beta Speaker” af Jonas R. Kirkegaard (25 år): En fysisk konstruktion af et lydværk, der består af otte ophængte jernplader i forskellige tykkelser og størrelser. På jernpladerne er der monteret en såkaldt ”soundbug”, der vha. elektroniske signaler får pladerne til at vibrere og dermed udsende forskellige lyde.
Mere om deltagerne
· Vectrals Myspace
· Hjemmeside om animationsfilmen “HUM”
· Jonas R. Kirkegaards Myspace
· Billeder af Tobias Ebsens “Running Sculpture”
IT-byen Katrinebjerg, Åbogade 34, 8200 Århus N, tlf 8942 5758, fax 8942 5750, e-mail info@katrinebjerg.net