Katrinebjerg logo
Nummer 7, juli 2008
 
 
 

Penge til færre fjernbetjeninger

Af Peter F. Gammelby

Danske og udenlandske virksomheder inviteres til nyt forskningsnetværk, som skal gøre det lettere at styre elektronikken i hjemmet. Det Strategiske Forskningsråd har bevilget 1,34 mio. kr. til netværket, som skal søge EU-midler til udviklingsarbejdet.

 

Mere elektronik i hjemmet betyder ikke kun mere komfort og let adgang til underholding; det betyder som regel også, at stuen, køkkenet, soveværelset, børneværelserne mm. kommer til at flyde med alskens fjernbetjeninger. Samtidig fyldes skabe og skuffer op med trykte manualer – som i øvrigt har det med at blive væk.
Det skal projektet ‘Minimum Configuration in Home Automation’ (MC-HA) rette op på. Formålet er at udvikle en elektronisk infrastruktur i boliger, som gør det let for almindelige mennesker at konfigurere og styre mange forskellige trådløse produkter centralt. Det gælder ikke bare fjernsyn og mediecentre, men i nok så høj grad de mange teknologier, der kan styre boligens energiforbrug og sikkerhed.
Bag projektet står Ingeniørhøjskolen i Århus, Center for Indlejrede Software Systemer (CISS) på Aalborg Universitet samt Alexandra Instituttet (inkl. netværkerne NFBi og KomIalt). Det er meningen, at projektorganisationen skal bestå af et netværk på mellem 25 og 30 danske og udenlandske virksomheder, koordineret og administreret af Alexandra Instituttet v. innovationschef Andy Drysdale.


Søger udfordringer
Pengene fra Det Strategiske Forskningsråd skal bruges til at skabe netværket og til at finde ud af, præcis i hvilken retning forskningen skal gå.
Inden selve forsknings- og udviklingsarbejdet kan komme i gang for alvor, skal netværket søge penge til det fra IKT-arbejdsprogrammet under EUs 7. rammeprogram. Planen er at sende en - og gerne flere - ansøgninger skræddersyet til den sjette af de syv udfordringer (challenges), som IKT-arbejdsprogrammet opererer med: Mobility, environmental sustainability and energy efficiency.
”Den grundlæggende ide er at være med til at forbedre både energi og komfort i henholdsvis privat og erhvervsbyggeri ved at gøre det betydeligt nemmere at konfigurere styring af elektroniske elementer i huset.
FNs klimatopmøde i Danmark i december 2009 vil rette enorm fokus på Danmark. Timingen er derfor perfekt mht. nationale og EU/internationale initiativer baseret på ny energibesparende teknologi,” hed det bl.a. i begrundelserne for ansøgningen til Det Strategiske Forskningsråd.
Netværket er dog allerede kommet så langt, at det vil holde en workshop på Europas største IKT-event, nemlig konferencen ICT-2008 i Lyon den 25.-27. november.

Projekt ‘Minimum Configuration in Home Automation’ hedder på dansk ‘Minimum konfiguration i byggesektoren’.

Kontaktpersoner i sekretariatet er:

  • professor Peter Gorm Larsen, Ingeniørhøjskolen i Århus
  • innovationschef Andy Drysdale, Alexandra Instituttet
  • professor Arne Skou, CISS, Aalborg Universitet

Det overordnede budget for netværket er 3.186.000 kr., hvoraf 1.338.000 kr. kommer fra Det Strategiske Forskningsråd.

Links

ICT Challenge 6
ICT-konferencen 2008

IT-byen Katrinebjerg, Åbogade 34, 8200 Århus N, tlf 8942 5758, fax 8942 5750, e-mail info@katrinebjerg.net