Nummer 9, november 2005    
   
   
   
   
   
   
   
   
   

Billedkunstner Jette Gejl Kristensen

 

I foyeren i CAVI hænger en fysisk udgave af det elastiske stormaskede net, som bevæger sig rundt om tilskueren i værket ”Room#2”. Det er 3D værket, som har dannet grundlag for skabelsen af den fysiske udgave i plastmateriale.

 

Uddrag fra 3D værket ”Room#2”. Her ses den digitale version af det elastiske stormaskede net

 

 

Mellem kunsten og den akademiske verden

Af Lene Mailund Mikkelsen

Jeg trives godt i spændingsfeltet mellem kunsten og den akademiske verden, fortæller billedkunstneren Jette Gejl Kristensen, som i marts måned blev ansat som gæsteprofessor på CAVI, Center for Avanceret Visualisering og Interaktion.

Det er en ny puljeordning i Kunststyrelsen, som har gjort det muligt for højere læreanstalter at søge midler til ansættelse af kunstnere som gæsteprofessorer. I marts måned kunne CAVI derfor ansætte Jette Gejl Kristensen i en periode på et år.

Modent samarbejde

Samarbejdet mellem Jette Gejl Kristensen og CAVI blev dog indledt adskillige år forinden, da billedkunstneren mødte lektor i datalogi Peter Møller-Nielsen fra IT-Byen Katrinebjerg til et seminar om interaktivitet i kunst tilbage i 1997.

- Jeg havde i lang tid arbejdet med værker, hvor publikum er med til at skabe værkerne via mulighed for interaktivitet. Det førte til, at jeg begyndte at arbejde med sensorer og indbygge teknologi i min kunst, fortæller Jette Gejl Kristensen.

- Ved seminaret mødte jeg Peter Møller-Nielsen, og han hjalp mig efterfølgende med løsningerne til mine tekniske konstellationer. Han introducerede mig også til forskellig teknologi, og det blev starten på vores samarbejde.

Kunstværker som udgangspunkt for undervisning

Samarbejdet mellem Jette Gejl Kristensen og Peter Møller-Nielsen udviklede sig, og de to begyndte at arbejde med mulighederne i CAVI’s 3D panorama biograf. Det resulterede i værkerne ”Room#1” og ”Room#3” skabt til denne display-teknologi.

Arbejdet med værkerne og nærmere bestemt programmet bag dem danner rammen om et undervisningsforløb udbudt på multimedieuddannelsen i dette efterår. Jette Gejl Kristensen fortæller:

- Peter og jeg havde længe talt om at gøre vores program til genstand for undervisning. Og med min ansættelse blev det muligt at oprette et kursus, hvor de studerende skal arbejde med visuel formidling i 3D panorama biografen.

Præsentationer og undervisningsprojekter

Jette Gejl Kristensen deltager i præsentationer og oplæg i CAVI, og hun er desuden i fuld gang med at planlægge undervisningsprojekter i samarbejde med henholdsvis Institut for Kunsthistorie og Det Jyske Kunstakademi.

Først i det nye år skal studerende fra Det Jyske Kunstakademi således deltage i et undervisningsforløb, hvor de skal bruge 3D panorama biografen til at arbejde med objekter og arkitektur i rum.

- Det er tanken, at forløbet skal give de studerende en mulighed for at afprøve 3D modeller i rum og dermed etablere en kropslig oplevelse af 3D modellerne. Det handler om at lære at kunne aflæse et rum visuelt og fysisk, forklarer Jette Gejl Kristensen.

Flere kunstneriske eksperimenter

Sideløbende med undervisningsprojekterne udfører Jette Gejl Kristensen og Peter Møller-Nielsen stadig kunstneriske eksperimenter i 3D panoramaet. Til den netop afholdte kulturnat kunne de besøgende opleve en repremiere på værket ”Room#2”.

- ”Room#2” er egentlig blevet vist før, men kun i mono, hvilket betyder, at der ikke skabes den samme 3D effekt. Til kulturnat arrangementet viste vi for første gang værket optimalt i stereo.

Ved fremvisningen opdagede duoen en hidtil skjult fejl, som medfører, at man som tilskuer bliver indhyllet i det elastiske stormaskede net, som bevæger sig ud mod en.

- Ofte kan det faktisk være utilsigtede fejl, som fører os videre i den kreative proces under arbejdet med at skabe et værk. Den fejl vi opdagede til kulturnatten gav en ikke tiltænkt, men alligevel meget god effekt, som vi helt sikkert vil arbejde videre med, fortæller Jette Gejl Kristensen.

Ud over arbejdet med at færdiggøre ”Room#2” har duoen tre andre værker på tegnebrættet.

Modsætninger i positivt samarbejde

På spørgsmålet om hvad en billedkunstner kan tilføre CAVI og det omkringliggende universitetsmiljø, er Jette Gejl Kristensen ikke i tvivl.

- Jeg kommer med en viden om kunstens særlige væsen. Der er helt klart nogle store modsætninger ved at bruge den i en teknisk betonet sammenhæng, og det er netop det jeg synes er interessant.

- Det er spændende at forsøge at være visuelt kreativ i nogle sammenhænge, hvor det ikke er kunst, det handler om, men hvor det er visuel formidling af eksempelvis naturvidenskab. Der kommer jeg med nogle strategier, som er helt anderledes, fordi jeg har en anden baggrund end den naturvidenskabelige, forklarer Jette Gejl Kristensen.

- Jeg håber, at andre vil udnytte muligheden for at etablere denne type samarbejde. Det er en spændende og meget givtig kobling.

Jette Gejl Kristensens ansættelse ophører marts 2006, men der er planer om at udbyde endnu et kursus i brugen af 3D panorama biografen på multimedieuddannelsen til næste efterår.

Links

www.cavi.dk

www.kunststyrelsen.dk
Top
 
katrinebjerg.net ©, sidst opdateret 2/11/05