I sin nye bog ’Entrepeneurship i vidensamfundet’ giver Jens Christensen, lektor på Institut for Informationsvidenskab, et bud på hvordan man skaber et bedre samspil mellem universiteterne, iværksætterne og erhvervslivet. Han mener blandt andet, at universitetet ikke gør noget for at forberede de studerende på erhvervslivet.

Bogen består af to dele. Den ene er teoretisk og der beskæftiger sig med hvad viden egentlig er. Den anden er praktisk og prøver at anskueliggøre hvad forretningslivet er for en størrelse. Bogen læner sig op af en igangværende diskussion i samfundet, nemlig Danmark som vidensøkonomi, og spørgsmålet om hvordan vi bliver bedre til at omsætte viden til samfundsværdi, fordi viden ikke er noget værd i sig selv.

- Afstanden mellem teoretisk og anvendt viden er blevet meget tættere, siger Jens Christensen.

- Det vil sige, at relevansen af systematisk viden i dag er meget større end tidligere. Derfor er folk, når de kommer ud fra universitetet, i højere grad nødt til at forholde sig til en verden, hvor viden kanaliseres ind i en forretningsmæssig sammenhæng.

- Derfor skal universiteterne beskæftige sig mere med den verden de studerende skal ud i, for at få det nævnte samspil. Og derfor handler bogens anden del om de led man skal igennem, hvis man ønsker at være aktør i forretningslivets verden og eksempelvis drive selvstændig virksomhed.

Den intellektuelle håndværker skal være selvstændig

Ifølge Jens Christensen er uddannelsessystemet ikke gearet til de krav nutidens forretningsliv stiller. Det går ikke længere bare at uddanne sig til en bestemt lønarbejder-funktion, da erhvervslivet stiller stadig større krav til den færdiguddannedes evner til at omstille sig og være selvstændig.

- I dag er uddannelsessystemet baseret på, at man uddanner sig til en bestemt funktion, som man så varetager som en slags intellektuel håndværker. Det ville ikke være noget problem, hvis samfundet ikke udviklede sig. Men det gør det. Derfor skal den enkelte selv ud og omsætte sin viden til noget som kan interessere andre. Ens viden skal med andre ord gøres så interessant, at nogen er villig til at give penge for den. Det er en svær øvelse, men det er den sammenhæng man kommer ud i efter endt uddannelse, uanset om man har studeret datalogi eller musik.

Praktik er afhængig af viden

- Den nuværende faglighed er der ikke noget galt med. Men de studerende skal få mere ud af den, så de ikke er som en hund i et spil kegler når de kommer ud. Man skal opdyrke den viden, der kan sætte det faglige ind i et samspil med omverdenen. Man skal selv kunne se sine muligheder, selv opsøge dem og hurtigt kunne gå ind i forskellige sammenhænge. Universiteterne skal være med til at give de studerende relevant viden, så de kan klare sig i det samfund de skal ud i.

- Hvis man får indbygget den type viden i forløbet, vil man også få mere ud af f.eks. erhvervspraktik, som egentlig skulle være løsningen på det. Som det ser ud i dag får folk ikke noget ud af praktik, fordi de som regel ikke aner en pind om hvad der foregår i den virksomhed de kommer ud i.

- De ved heller ikke noget om, hvad en virksomhed eller en forretning er. De kan udføre nogle enkelte opgaver, der relaterer sig til deres faglighed. Men de er ikke noget egentligt aktiv i praktikvirksomheden , fordi de ikke kan se deres egen faglighed i den helt store sammenhæng - altså i forhold til, at virksomheden er en forretning, som også er i samspil med en masse eksterne faktorer.

Silofabrikken og elfenbenstårnet

Men ud over at definere nogle problemer og angive mulige løsninger på dem, ønsker Jens Christensen også at starte en debat, især om universitetets måde at forvalte viden på, og ikke mindst om universitetssystemets uvilje til at forandre sig og følge med tiden.

Han hæfter sig også ved, at man meget gerne vil have folk ind på universiteterne, men derefter er ligeglad med dem og ikke gør noget for at forberede dem på erhvervslivet. Dette resulterer let i en slags darwinisme, hvor kun stærke kandidater klarer afskeden med universitetets trygge omgivelser.

Problemet opstår for ham at se i den vidensverden, som udfolder sig inden for universitetets mure. Denne vidensverden karakteriseres med udtrykkene ’silofabrikken’ og ’elfenbenstårnet’.

- I ordet ’silofabrikken’ ligger, at man lukker sig inde i et fagligt univers og udelukkende arbejder inden for det, som en slags pølsefabrik. Dermed isolerer man sig fra andre fagområder, men også i forhold til omverdenen. Deri i ligger så begrebet ’elfenbenstårnet’, altså at der ikke er noget reelt samspil mellem det der foregår på universiteterne og omverdenen. Man ved for lidt om, hvad der foregår udenfor murene, og samtidig får man for ringe inspiration fra verden udenfor. Denne situation er opstået, fordi der inden for universitetsverdenen er bestemte paradigmer for, hvad der er rigtigt og forkert, både generelt og på de specifikke fagområder.

Forandring fryder ikke

- Selv om man har fået ny ledelse på universitetet, så har det egentlig ikke ændret på grundforholdene. Det egentlige arbejde på universiteterne, altså selve videnskernen, er noget som ledelsen ikke har nogen indflydelse på, hverken rektor, dekan eller institutleder.

- Den slags afgøres helt nede på gulvet blandt det videnskabelige personale, som kan definere paradigmerne og sikre sig, at der ikke sker noget. Ledelsens manglende indflydelse på universitetets kerneydelse ville ikke være noget problem, hvis forsknings- og undervisningsfriheden resulterede i dynamiske fagmiljøer. Men det er netop ikke tilfældet.

Udpræget lønarbejderbevidsthed

Med tanke på, at IT-byen Katrinebjerg er et sted, hvor man forsøger netop at bygge bro mellem erhvervsliv og vidensinstitution, er det nærliggende at spørge Jens Christensen, om han opfatter Katrinebjerg som en succes, eller måske endda et forbillede for den ændring han mener er nødvendig.